Susanne Staun. Foto: Sofie Amalie Klougart
Susanne Staun er en ener i dansk litteratur, der indimellem står alene i skyttegraven mellem litterater på den ene side og krimi-aficionados på den anden. I tolv år har hun kæmpet for at gøre krimien stueren nok til de litterære saloner, og i år ser det ud til at lykkes for den 53-årige forfatter.
Vi skulle egentlig have mødtes på Vesterbros dagligstue, Jernbanecaféen – af indlysende røgfyldte årsager. Men mens støttebandet ‘Artig Verner’ spiller til fordel for Vesterbros første fixerum, ringer Susanne Staun og spørger, om vi ikke kan mødes på en mindre tæt befolket café på Halmtorvet i stedet for. Så kan man godt nok ikke ryge, til gengæld kan man høre, hvad hinanden siger. Og Susanne Staun elsker at tale. Om krimier, om selvtægt, og om den den skyttegravskrig, der finder sted mellem ‘lortekrimier og litteratur’, som hun siger. I aften er hun glad og ude for at fejre, at hun lige nu lægger sidste hånd på en thriller, der udkommer til september.
”Det er så dejligt, når jeg er færdig med en bog. Så skejer jeg seriøst ud, ser alle mine venner, og spiser på svinedyre restauranter, jeg slet ikke har råd til,” fortæller hun, da vi har fået sat os ned, og tilføjer med blikretning mod baren:
”Kommer ham der Prince Charming bag baren ikke snart herover? Han behøver ikke udgyde sin testosteron, bare lidt rødvin. Baby come on, come on.”
Interviewet blev bragt i Informations krimitillæg i april 2011. Læs det her