Foto: Sonja Iskov
På vej ind i byen fortæller taxachaufføren om sol- og skyggesiderne i Bergen. Ajeel Hussain var olieingeniør i Irak, men kører nu hyrevogn i olienationens land.
»Her bor de rige,« siger han og peger på træhusene, der bader i sol under snedækkede fjeldtoppe.
»Og herovre bor alle vi andre.«
Han peger på den anden side af vejen, hvor bygninger står mere spredt, og blandede træsorter titter frem. Langs vejen er de ved at anlægge bybanen. En dyr cykelsti skal fjernes og erstattes af banelegemer. Et eksempel på, at Bergen er i konstant forandring. Som forfatter Tomas Espedal skriver i sin nye bog Bergeners:
»Man bygger op og river ned. Byen er i konstant forandring, den forbliver uforandret. Man kunne rive hele byen ned og bygge den op på ny, en ny by, uden at de, der bor her, i den nye by, ville forandre sig en tøddel. Det samme sprog, den samme arrogance, den samme lyst til at skændes og larme. Den samme hang til at formere sig og smide fremmede ud af byen. Den samme kedelige interesse for handel og penge. Den samme gamle iver efter at bygge op og rive ned, på trods af at ingen forandringer nogensinde har forandret noget i byen.«
Espedal skriver sin trettende roman af kærlighed til Bergen. Hans familie har boet på nær sagt alle gader i byen, og uanset hvor langt Espedal selv rejser væk, kan han ikke – som James Joyce havde det med Dublin – skrive en bog uden en scene fra Bergen. Joyce selv titter også frem en enkelt gang i bogen i form af et syn: En høj og vadefuglslignende skikkelse i Bergens regnfulde tåge. Det er den naturalistiske novelleform, der har inspireret. Midt i bogen formulerer han sit projekt.
»Kan du huske, Henning, spurgte jeg, det digt, hvor Kristian Lundberg og Håkan Sandell går gennem Malmøs gader? I digtet er alt nøjagtigt; gaderne, adresserne, navnene, husene, skyerne, temperaturen, datoen, samtalerne. Der er ingen digtning i digtet. Ingen påfund og metaforer, kun beskrivelser og realisme, det sådan vi skal skrive, sagde jeg, og vi rundede et gadehjørne, gik langs Vaskerelven. Henning svarede ikke, og da jeg kiggede til venstre for at forsikre mig om at det ikke var lykkedes ham at løsne de bånd som knyttede os så tæt sammen, kunne jeg se at der var vokset et tyndt, lyst og halvlangt hår ud under hans sorte hat. Vi må beskrive byen vi bor i, tiden vi lever i, vennerne, diskussionerne, politikken, ensomheden.«
I Bergeners er forvandlingen et af de bærende billeder. At vågne op forladt, at vågne op ældre og ensom og stadig huske sig selv som barn; At vågne forvandlet som Gregor Samsa. At være Norge efter den 22. juli.
Sproget er fortættet som poesi og ikke uden vemod over den tid, der hele tiden tabes. En skrivestil, Espedal fandt, da han begyndte at skrive i en skriveklub i Bergen – det kollektive syn på skabelsesprocessen, han fortalte mig om, da jeg mødte ham i København sidste sommer.
»Jeg skriver i en slags kollektiv,« sagde han dengang. »Der er og har især været en stærk energi og en levende debat i Bergen om, hvad litteratur er, og hvad vi kan gøre for at forny romanen.«
Det er det, jeg er rejst ud for at finde. Den samtale. Bergen som scene og stimulator.
Skriv et svar