“Du skal arbejde med med livet til du segner”

”E. Knudsen” står der på dørtelefonen. Trykker man på den, byder Elisabeth Knudsen indenfor i lejligheden på første sal, der ikke synes af meget, men som har rummet en hel families liv og drama.
”Lejligheden har tre kamre og et værelse, men den har været rummelig og glidende i forhold til, hvad der sker i en familie på 51 år,” forklarer den lille og lattermilde kvinde, og viser ind i stuen, hvor både naturlige og kunstige potteplanter pryder vindueskarmen, og alt godt af Johannes Møllehave fylder bogreolen. Hun sætter sig i en polstret stol med ryggen mod lyset, der ellers går i hendes eneste skavank, de grå stær. Trods sine 90 år, klarer Elisabeth Knudsen sig selv, laver sin egen mad og er glad for det liv, der blev hende givet.

”Som 10-årig havde jeg gigtfeber og dårligt hjerte, og set i det lys er jeg tilfreds med det, jeg fik gjort,” funderer den tidligere ledende skolesundhedsplejerske i København, der stort set alle årerne har boet på det jævne Østerbro, hun er født og opvokset i som datter af en arbejderfamilie.
”Vi boede i de røde kartoffelrækker bag Haraldsgade,” husker hun og kalder det et vidunderligt sted at vokse op.
I sit barndomshjem fik Elisabeth Knudsen, hendes ældre bror og 13 år yngre søster det bedste fra to meget forskellige verdener. Moderen, der var ‘hjemmearbejdende’ var fra Vendsyssel, sindig og kærlig som kun en nordjyde kan være.
”Du kan næsten høre træskoene,” ler Elisabeth Knudsen og slår tungt og taktfast hænderne i det lille sofabord foran hende.
Faderen derimod var københavner med store ‘K’ og arbejdede som mekaniker. Hastig i tænke- og talemåde var han, og nok ham Elisabeth Knudsen ligner mest. Det var et kristent, men ikke et strengt hjem, Elisabeth Knudsen voksede op i.
”Min mor kom fra indre missionske kredse, men det fik min far blødt gevaldigt op på. Det var en uvurderlig ballast for mig, da jeg mødte nogle mere strenge kirkelige kredse, at jeg vidste, at sådan behøvede kristendommen ikke at være,” siger hun og henter et brunt fotoalbum frem.

De kredse, hun taler om, stødte hun på, da hun som nyuddannet sundhedsplejerske i 1947 tog til Sydslesvig for at tilse spædbørn hos det fattige, danske mindretal.
”Jeg kom ud til de nybagte forældre, og de var glade for al den hjælp, de kunne få,” siger hun, og viser et sort/hvidt billede af en sådan familie i et træhus og tilføjer, ”dengang to år efter krigen, var der ikke engang lys på gaden, da vi kom, så man blev skruet ned på et meget lille nummer.”
Hun bladrer i albummet, så mellemlagspapirerne knitrer. At det blev en god og dannende tid for Elisabeth Knudsen skyldtes også, at det var her, hun mødte hendes mand. Han var missionær for det, der dengang hed Dansk Kirke i Udlandet (i dag Danske Sømands- og Udlandskirker), og de to fandt sammen om at holde søndagsskole for de trængte danske familier.
”De var så taknemmelige, at vi måtte gøre det tre gange hver søndag,” siger hun og slår hendes karakteristiske høje og perlende latter op.

Samarbejdet mellem de to var ‘formidabelt’, også selvom Georg Palmkvist Knudsen, som han hed, var 18 år ældre end Elisabeth Knudsen og gift med en kvinde, der boede i Danmark.
”Men hun ville ikke derned, fordi der var så fattigt,” siger Elisabeth Knudsen og fortæller, at det var hans evne til at fortælle og synge for børnene, hun faldt for.

Da fem var gået, nærede de to ‘en massiv omsorg’ for hinanden og Sydslesvig var forandret.
”Vi syntes, vi havde taget vores tørn og set gode resultater, og vi rejste derfor hjem til mine forældre på Østerbro,” siger Elisabeth Knudsen.
Københavnerne forekom dem generelt forkælede efter oplevelserne syd for grænsen. De gifter sig i 1953, men hvor Elisabeth Knudsen knapt havde sat sine ben i den danske hovedstad, før hun blev tilbudt job som skolesundhedsplejerske på Østerbro, skulle det blive anderledes vanskeligt for hendes mand.
”De ville ikke kendes ved ham i de kirkelige kredse, fordi han havde kissemisset med mig, og han kunne heller ikke finde ansættelse noget sted,” siger hun om den situation, der kom til at slide hårdt på hendes mand og deres forhold.
De fire børn, Elisabeth Knudsen fødte ham de kommende år fra 1954 til 1959 kunne ikke veje hans ulykke op.

”Det er ikke noget liv for en mand at lade sig forsørge af sin kone,” siger hun.
De fire børn, Lis, Kirsten, Ole og Per, fyldte til gengæld Elisabeth Knudsen med salig fryd.

”Det at blive mor kan du ikke fantasere dig til, og du kan ikke beskrive det,” siger hun og tilføjer med et direkte blik gennem brillerne:
”Det skulle da lige være det ene ord: Salig.”

Lige så saliggørende en oplevelse det var for Elisabeth Knudsen at blive mor til fire, sunde og raske børn, lige så stor var hendes rædsel, da hun opdagede, at hendes mand var faldet i flasken.
”Når du hører lyden af klirrende flasker, og du har fire børn at passe på, ved du godt, hvad klokken er slået,” som hun nøgternt udtrykker det.

Elisabeth Knudsens rædsel blev de følgende år til virkelighed.
”Det var meget dyrere at have en mand, der drak, end det var at have fire børn i huset,” siger hun og fortæller, hvordan hun gemte mønter og sedler forskellige steder i garderoben. Nye steder hver gang, for ellers ville manden finde dem.
”Jeg har aldrig rigtig lært at bruge penge,” siger hun, og fortæller, hvordan mandens drikkeri udvaskede hans personlighed.
”Det er forfærdeligt, hvad alkohol gør ved mennesker, og det er frygteligt at se på, hvordan et menneske, du har elsket, udtværes. Jeg har ondt af de familier, der lever med det drama,” siger hun.
For Elisabeth Knudsen var mandens alkoholisme en stor sorg. Samtidig nærede hun en vrede mod de kredse, der havde vendt ham ryggen, de kom retur fra Sydslesvig:
”Tænk, jeg syntes, det var så lurvet. Nu havde jeg lagt så meget arbejde i Sydslesvig, og så kunne de ikke se, at det var mig, der kom til at bære den byrde, de pådrog min mand,” siger hun med fast stemme.
Til sidst kunne Elisabeth Knudsen og hendes børn, der nu var i alderen 9 – 14 år ikke være i hus med den drikfældige mand, hvis lunte blev stadig kortere, og de flyttede derfor til Elisabeths Knudsens forældre. Herfra søgte Elisabeth Knudsen om skilsmisse. Seperationen nåede dog ikke at træde i kræft, før Georg Palmkvist Knudsen tog sig selv af dage.
”Min datter Lis cyklede forbi lejligheden her og så, at gardinerne var rullet ned,” fortæller Elisabeth Knudsen og fortsætter:

”Det kom hun hjem og fortalte, men vi ville ikke invadere med det samme for at se, om han var i live, selvom det var det første, der faldt os ind.”
Næste dag tog Elisabeth Knudsen op i lejligheden og fandt manden liggende på sengen. Død af en overdosis sovepiller.

”Det lyder måske underligt, men vi var utrolig lettede alle sammen,” siger hun, ”det var lige som om, at vi igen kunne trække vejret.”
De fire børn og deres mor flyttede ind i lejligheden igen lige så hurtigt, de kunne og fortsatte deres liv. For dem var faderens alkoholisme og selvmord ikke et tabu.
”Jeg har aldrig lagt skjul på mit liv,” siger Elisabeth Knudsen, ”alle omkring os vidste godt, hvordan tingene stod til,” siger hun.
Børnene har hun også løbende talt med om det hele.
”Jeg har altid ment, at børnene skulle have ærlig besked, når først de var klar til det. Jeg har som udgangspunkt ikke ville lære dem noget, jo måske en ting: At sige ‘pyt’.” siger Elisabeth Knudsen, og tilføjer, at der jo er opgaver nok. Det gælder om at komme videre.
”Som ung bad jeg om at komme til at tjene Vorherre, og det kom jeg til,” siger hun, der på trods af de kedelige oplevelser efter hjemkomsten til København fra Sydslesvig, ikke har mistet hendes tro.
For Elisabeth Knudsen har arbejdet som skolesundhedsplejerske spillet en stor rolle i hendes liv.

”Det er vigtigt, at børn har alle deres sanser, når de skal til at gå i skole, og derfor havde vi jeg dem jo inde til syn- og høretjek, til måling og vejning,” fortæller hun og forklarer at den fingerspidsfornemmelse for om et barn har udviklet sig rigtigt, sidder i hænderne.
”De fleste børn faldt igennem,” siger hun og samler hænderne som i en sigte over sofabordet, ”men den lille håndfuld, der blev liggende, de havde god brug for at komme til videre undersøgelser,” siger hun om det arbejde, der i høj grad var meningsfyldt for hende.
Kun den dårlige samvittighed har ind imellem naget:
”Jeg har jo arbejdet meget, men jeg kan se på mine børn i dag, at de klarer sig godt,” siger hun og tilføjer, at hun altid var hjemme, når hun havde fri.
”Enhver time, jeg havde, skulle gå til dem,” siger hun. Biografture og deslige har hun gemt til den pensionisttilværelse, hun nu nyder på 25. år.
De fire børn blev til fem, da Elisabeth Knudsen en dag i påsken 1979 blev ringet op og spurgt, om hun kunne tage et plejebarn til sig.

”De ringede fra en observationskoloni, og sagde, de havde en pige på 14 år, hvis forældre ikke ønskede hende hjem igen. Hun kunne heller ikke blive på kolonien, for den lukkede i weekenderne,” siger Elisabeth Knudsen, der samlede sine børn ved spisebordet og talte situationen igennnem.
”De syntes, de godt vi kunne klare” siger hun, og sådan blev det.
Belinda blev og er en del af familien, fortæller Elisabeth Knudsen og viser stolt billederne i guldrammer af de fem børn og de fem børnebørn, der hænger i hendes soveværelse. Elisabeth Knudsen har ikke gemt et eneste billede af sin mand, Georg Palmkvist Knudsen, dertil var hun for vred. Til gengæld viser et andet billede en festklædt og glad nogen og 70-årig Elisabath Knudsen ved siden af en anden mand.

”Det er Harald. Det var i 90’erne, og nej hvor var det godt,” storleer hun om den kærlighed, hun nåede at opleve med kæresten Harald Mikkelsen i ti år, inden han døde i 1999.
Elisabeth Knudsen mødte sin nye kærlighedpå en af de busrejser, hun har fået tid til i som pensionist.
”Det er noget, folk i dag tager for givet, men for mig var det at komme ud at rejse kæmpestort,” siger Elisabeth Knudsen, der stadig oplever noget hver dag.
”Hver dag når min søn ringer, spørger han: ”Hvad skal du lave i dag mor?”, og jeg skal altid noget. Så ser jeg mine tidligere kollegaer, så handler jeg ind, eller har gæster,” fortæller hun.
Vennekredsen er dog af naturlige årsager svundet ind.
”Det er da lidt trist, og jeg kan huske, da jeg blev 90 år, at jeg tænke: ”Hverken din bror eller Harald nåede så langt”, siger Elisabeth Knudsen.
Men på en eller anden måde finder hun fred i at kræfterne står mål med opgaverne, som de er nu. Som et komfur, man kan skrue op og ned for, har hendes energi kunne stå på både det lille og det store blus.
”Det var nogle hårde år, alene med fem børn, men vi har også fået et stærkt sammenhold,” siger hun og peger på skolebillederne af børnene i forskellige aldre.
”Lis og Per ringer til mig hver morgen, inden de tager på arbejde. De andre tre ringer jeg selv til, så vi har kontakt hver dag.”
De fem børnebørn har hun også kunnet passe i lejligheden på Østerbro, hvis der var brug for det, og dermed har tre generationer haft deres gang i den lille lejlighed.
”Livet går så hurtigt, og du må arbejde med det, og det skal du blive ved med til du segner,” siger hun og bekymrer sig ikke om, hvornår den dag kommer.
Hendes Gud har været med hende alle dage, og er det nok også til det sidste, som hun siger.
Skønt snakketøjet ikke fejler noget, oplever hun selv, at der bliver længere mellem de rappe replikker.
”Jeg kan ikke altid nå at hoppe med på vognen, før børnebørnene har skiftet emne,” ler hun, så det giver genlyd i alle tre kamre og det ene værelse i lejligheden på Østerbro.

BLÅ BOG: 
Elisabeth Knudsen, født 1921 på Østerbro. Gift i 1953 med Georg Palmkvist Knudsen, som hun har fire børn med. Hendes mand tog sit eget liv i 1969 efter længere tids alkoholisme. I 1979 tog hun plejebarnet Belinda til sig. Elisabeth Knudsen har frem til 1986 arbejdet som skolesundhedsplejerske, fjorten af årene som ledende skolesundhedsplejerske i København.

Artiklen blev bragt 7. januar i Kristeligt Dagblad