Et hårdtslående argument for fiktion

Foto: Jerry B

Det gælder om at gå nøgent til et hvilket som helst kunstværk, har den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt engang sagt. Ikke i konkret forstand, forstås, men med et åbent sind. Forventninger har det med at forstyrre vores perception, og især er forventningen om storhed ødelæggende for rent faktisk at se.

Det minder jeg mig selv om, som jeg træder ind på Admiral Hotel, et gammelt, mondænt, københavnsk pakhus, der denne dag huser en konference for Mærsk-ansatte og interviews med den 58-årige Siri Hustvedt, der debuterede som digter og siden i sine romaner har blandet neurovidenskabelig forskning og en livslang fascination af Kierkegaard med spidse miljøbeskrivelser af kunstverdenen i New York. En scene hun med sin seneste roman, Den flammende verden, vender tilbage til i en legende, flerstemmig og ironisk form.

Du er optaget af Kierkegaards tanker om gentagelse over tid. Hvordan oplever du gentagelser og genkommende temaer i dit forfatterskab?
”Jeg ved ikke altid, hvorfor ting dukker op igen. At skrive er i sin essens en undersøgelse af skjulte sider af én selv, men denne gang havde jeg lyst til at finde en ny position at skrive fra. Jeg har skrevet fra en kvindelig fortællers synspunkt før, og jeg har skrevet fra en mandlige fortællers udgangspunkt som med Leo i Det jeg elskede. Med Harriet Burden fandt jeg et monster af en kvinde, der selv synes, hun er et geni, men som også er en meget diabolsk figur, der forener det, vi på fordummende vis forbinder med det mandlige og det kvindelige. Jeg ville vende op og ned på alt det.”
Et arbejde der tydeligvis har moret hende. Selv den auralæsende figur ved navn Sweet Autumn Pinkney, der får de sidste ord i bogen, har været en fornøjelse at skrive frem. Som Hustvedt spydigt udtrykte det på International Forfatterscene i Den Sorte Diamant onsdag aften: ”Det er min dumme karakter og den eneste, jeg var nødt til at researche på.” Idéen om chakraer og lyserød romantik ligger ikke til den vidensbegærlige og klarhedssøgende Hustvedt, ligesom falsk beskedenhed heller ikke gør det.
Er kunstmiljøet en art sikker zone for dig at opholde dig i, alt imens du vender kønsstereotyper på hovedet?
”Ja, netop. Gentagelsen gør det sikkert for mig at foretage en mere farefuld færd i mine tanker og i mine tekster, og for eksempel skrive Harriet Burden frem som et bizart og brillant væsen med enorme bryster og lige så store ambitioner.”
Harriet Burden raser over underkendelsen af hendes kunstneriske genialitet på grund af hendes køn. Noget blandt andet kunstner- og aktivistgruppen The Guerilla Girls har sat fornyet fokus på i virkelighedens kunstverdenen med deres tekster om, at man for at komme på Metropolitan Museum som kvinde skal være nøgenmodel.
”Det finder stadig sted i kunstverdenen og andre steder, og derfor er Den flammende verden en feministisk roman. Vi kommer ikke uden om, at idéen om en ung smuk kvinde, der samtidig er intellektuel, er svært at fordøje i vores kulturkreds. Man skal helst være ophørt med at være et seksuelt attraktivt væsen for at blive anerkendt for sine idéer. Men for Harry ligger der også en mere rå menneskelig drift mod at blive anerkendt. Hun skriger på at blive set, og at skrive hendes rene raseri var befriende for mig. Hun er på én gang monstret i Mary Shelleys Frankenstein og Satan i John Miltons Det tabte paradis.”

Den flammende verden skal forestille at være en antologi af tekster fra barndomsveninden, kunstkritikerne, anmelderne og de unge mænd, Harry groft har udnyttet som pseudonymt bolværk, og fungerer som et spejlkabinet af divergerende synspunkter. Alle teksterne er så blevet samlet af den noget tørre redaktør Hess, hvis skolastiske stil Hustvedt holder ud i strakt ironisk arm.

Hvad giver den flerstemmige form til fortællingen?
”Bogen handler om perception, og jeg har denne gang fundet en form, der ekkoede temaerne i romanen. De forskellige stemmer tvinger læseren ind i zoner af tvetydighed.”

Et kierkegaardsk greb og en form, der matcher Hustvedts måde at tænke på, fremgår det:

”Allerede Immanuel Kant argumenterede for, at vi kun havde adgang til virkeligheden gennem vores opfattelse af den, og nyere forskning på feltet viser, at vi selv skaber en fælles virkelighed – og hinanden – i en dynamisk proces,” siger hun for eksempel.
Få stikord sender hende over psykoanalysen til filosofien, og indimellem synes rejsen tilbage til fiktionen lang. Men hun ender altid der. Som for eksempel ved hendes optagethed af, hvad der egentlig sker, når vi læser.
”Spørgsmålet er: Hvorfor holder vi af fiktive figurer? Hvorfor gider vi overhovedet involvere os følelsesmæssigt i en figur som Anna Karenina? Hun findes jo ikke!”

Siri Hustvedt gengiver filosoffernes konklusion på dette fiktionens paradoks: At det er irrationelt at holde af fiktive figurer.
”Det giver ingen mening, siger de, men jeg siger, at det gør det. Når vi læser, ved vi, at personen ikke er ægte. Men den litterære ramme muliggør, at disse simulationer kan finde sted i et helle. Så mit argument er, at det ikke er pseudofølelser, vi oplever, når vi læser. Situationerne er fiktive, men følelserne er ikke. Et hårdtslående argument for fiktion, synes du ikke?” spørger hun og ser forventningsfuldt på mig. Jeg spørger, hvad hun selv mener, der er er sket med hendes fiktion siden romandebuten Med bind for øjenene (1992)?
”Der er tre ting, der føles radikalt anderledes. Det ene er, at jeg føler en langt større grad af frihed nu. En frihed, som følger af at have skrevet mere. Det andet er, at jeg oplever at have en større grad af autoritet. Det er en ro, som er aldersbetinget, tror jeg. Og det tredje er en mere presserende følelse af nødvendighed af at skrive, hvad jeg kan, inden jeg dør.”
Det lyder, som om optagetheden af døden faktisk er animerende for dig?
”Det er den også! For mig at se er romanen en kunstform, der hænger sammen med forfattere, der er så nogenlunde i midten af deres liv. I hvert fald er der, med undtagelse af Dickens, få forfattere, der skriver deres stærkeste romaner, når de er 20 eller 80, så jeg er animeret af en stadig stærkere fornemmelse af, at der muligvis ikke er så langt til enden af min kunstneriske bue.”

“Den flammende verden” tematiserer, hvordan andres spejlinger af og syn på én former ens fornemmelse af selvet. Hvordan oplever du, at omverdenens blik på dig påvirker din egen selvopfattelse?
”Faren ved at have en public persona er, at folk begynder at leve i den identitet. Jeg hørte engang den engelske fodboldspiller David Beckham referere til sig selv i tredje person, og det viste dybest set en accept af hans plads som en vare på markedet. Men ingen kan skrive romaner eller lave kunst fra den position, så man må beskytte sig selv. På den anden side har alle kunstnere en fornemmelse for egen storhed. Hvorfor skulle de ellers synes, deres tanker og sensibilitet er værd at sende ud i verden? Jeg ser ingen grund til at skjule min glæde ved, at Den flammende verden har opnået kritikersucces, og at mange læsere fortsat responderer på den.”

Du bliver med andre ord set?
”Ja, og hvem vil ikke gerne det? Der findes enkelte perverse individer, for hvem succesen slår dem omkuld. Som er så dybt neurotiske, at de oplever det så skamfuldt at opnå anerkendelse, at de går i stykker af det. Men,” siger hun og samler pandehåret i den ene side, ”selvom jeg har mange neuroser, er dét ikke en af dem.”

BLÅ BOG

Siri Hustvedt (f. 1955) er opvokset i Minnesota med norsk-amerikanske forældre. Hun debuterede med digte i antologier og tidsskrifter og har siden blandet andet skrevet romanen Med bind for øjnene (1992), Lily Dahls fortryllelse (1997), Det jeg elskede (2003) og Sommeren uden mænd (2011). Herudover har hun et essayistisk forfatterskab, der på dansk tæller En bøn for eros (2006) og At leve/At tænke/At se (2012). Siri Hustvedt bor i Brooklyn, New York med sin mand, forfatteren Paul Auster.