Gud har alle de gode sange

Når Det Kongelige Teater den 25. november, blænder op for teaterkoncerten ’Højskolesangbogen’, er Danmark totalt udslettet. Kun de ni personer på scenen og en lille blå sangbog har overlevet. De ni personer skal opbygge et land fra bunden, og de har kun én ledetråd: Højskolesangbogen. Som der står i presseteksten til forestillingen: »Sange kan skabe sammenhold. Kan de også skabe et samfund?«

»Højskolesangbogen som titel har en klang, der gør, at nogen kan tro, at vi gør grin med det og nogen kan tro, vi står foran Dannebrog og synger. Ingen er delene er rigtigt. Vi undersøger, hvad vi er gjort af rent musikalsk,« forklarer skuespilchef Morten Kirkskov.

Ud fra repertoiret kan man forstå, at dét, vi er gjort af, blandt andet er »Åh at være høne«, »Kringsat af fjender« og »Mormors kolonihavehus«. Men at Skuespilhuset i København, med Reumert-vinder Minna Johannesson som iscenesætter, sætter Højskolesangbogen på det kunstneriske program, er et udtryk for noget i tiden: Det ville aldrig været sket for ti år siden. Det mener i hvert fald pressekoordinator for Folkehøjskolernes Forening i Danmark, der udgiver Højskolesangbogen, Andreas Harbsmeier.

»Vi oplever en øget interesse for Højskolesangbogen og for fællessang i det hele taget.«

Salgsmæssigt har den seneste udgave af Højskolesangbogen fra 2006 solgt i 375.000 eksemplarer. Højskolesangbogen har på 27 år solgt i nærheden af en million eksemplarer, og fra og med sidste år findes den også som App. Men i virkeligheden er det brugen af den, der afgør dens succes. Harbsmeier nævner maratonsang på Vartov i København, hvor man på årets længste dag synger Højskolesangbogen fra ende til anden. Fra Weyses »Den signede dag med fryd vi ser« til »I skovens dybe stille ro«. Et sangevent både unge og gamle stimler sammen til, om de så skal væbne sig med paraplyer. Årsagen til danskernes stigende sanglyst, mener Harbsmeier, har med en individualiseret tidsånd at gøre.

Han kalder det en befrielse, at alle kan være en del af sangfællesskabet – uanset hvor godt man synger. Da en musikvideo fra Ollerup Efterskole i oktober bredte sig med voldsom viral hast på de sociale medier, var reaktionerne overvældende.

»Selve opførelsen af Queens ’Bohemian Rhapsody’ var ikke nødvendigvis noget særligt rent musikalsk, men folks rørstrømske reaktioner viste, at det her med at synge i flok, er noget, der rører os dybt. En fællesskabsmarkør, som vi savner.«

Et andet tegn på, at fællessangen igen er blevet et hit, finder man hos det meget omtalte og netbaserede medie Zetland. De har endnu ikke afholdt det, de kalder et journalistisk sceneshow, uden at slutte af med en fællessang fra Højskolesangbogen. For eksempel »Danmark nu blunder den lyse nat« eller »Septembers himmel er så blå«.

»Hvis man absolut skal lede efter nytteværdi i det, så er det at synge bare en vidunderlig fællesskabsgenerator,« siger chefredaktør Lea Korsgaard.

Hun er selv delvist opvokset på en højskole, og på Zetland synger man til alle redaktionsmøder klokken ni og altid fra Højskolesangbogen.

»Den danske sangskat gemmer nogle vilde og vidunderlige historier,« påpeger chefredaktøren.

– Men det har de vel altid gjort? Spørgsmålet er, hvad det er, der gør, at fællessang igen er blevet så populært?

»Jeg har selv tænkt over, hvordan det kan være, at vi lige for tiden synes at omfavne de nationale sangskatte i højere grad end hidtil, og måske er det, fordi vi har set, at det har en slagside ikke at gøre det,« funderer Lea Korsgaard.

»I hvert fald kommer fællessangen frem igen efter årtier med en dekonstruktion af det nationale. Hvor mange værgede sig ved at være en del af et nationalt fællesskab.«

Hun citerer fra nummer 168 i Højskolesangbogen, »Julies sprog« af Benny Holst:

»det sprog vi har talt trænger til at fornyes/ vi må lære det gamle igen«.

Jeg beslutter mig for at teste fænomenet og tager til morgensang en onsdag klokken 08.30 på Københavns Hovedbibliotek. Konceptet er det samme hver gang. Fast ugedag, fast tidspunkt, tyve minutter, fire sange. Omkring 600 personer finder ind til denne morgen-fællessangs-seance nummer 65. Traditionen begyndte, fordi bagmanden og musikbibliotekar Lars Kjeldfred selv savnede at synge.

»Vi låner næsten ikke musik ud længere. Til gengæld er interessen for live-fællessang stor. Jeg husker det fra min egen efterskoletid, og med dette enkle koncept er det muligt for folk at få et lille fix af fællessang, inden de skal på arbejde.«

Morgensangsseancerne har kørt i et års tid og er så stor en succes, at andre biblioteker overvejer at kopiere konceptet. Hver morgensang har sin egen sangvært, som kan være en af de tyve frivillige, der knytter sig til, eller det kan være folk udefra. Blandt hitsene til morgensang er »Solen er så rød mor« og »I Danmark er jeg født«. Sidstnævnte er fast inventar. Også den morgen (onsdag d. 16. november, red.), den verdenskendte musikproducer Brian Eno, indtager scenen som sangvært. Et farvet sanghæfte er blevet delt ud til de fremmødte sangglade mennesker, der også via Facebook har kunnet øve sig på »I’ll fly away« og »Cotton fields«.

De fleste af sangene er hymner.

»Tag så meget følelse, I kan, ud af sangen,« instruerer Eno, »så lyder det bedre«.

»Jeg antager, de fleste af os herinde er ateister. Men der er ikke noget at gøre. Gud har alle de gode sange«.

Eno mødes selv med en fast sanggruppe hver tirsdag.

»Vi er overbeviste om, at det at synge sammen ikke alene gør os til sundere og bedre mennesker, men også langt mere sexede – som I kan se.«

Flere andre steder, for eksempel på netmediet Open Culture, har han udbredt sig om sangens velgørende virkninger. Herunder at man bruger sine lunger på en måde, man sandsynligvis ikke gør resten af dagen, samt den erfaring, man gør sig, med at underordne sig en ’gruppebevidsthed’.

»Hvis jeg blev bedt om at re-designe det engelske uddannelsessystem, ville jeg begynde med at gøre fællessang blev en central del af den daglige rutine,« har han sagt.

Denne onsdag morgen siger Brian Eno også, at den bedste musik kommer fra mennesker, der ikke sidder med et nodeark foran sig. At han er glad for at være i sanggruppe med advokater og læger og andre musikalske lægmænd. Alligevel er han til at begynde med ikke voldsomt begejstret for danskernes morgensang.

»Det er dejligt at mærke jeres entusiasme og totale mangel på pinlighed.«

Der kommer også udfald om det skandinaviske tempo, og den stakkels pianist må skynde sig på tangenterne.

»Vi er et fremadstormende, industrielt land,« siger han om England, »der åbenbart tror, det kan ligge helt alene og skvulpe rundt i Europa.«

Efterhånden tør han op. Som en fællesskabsgestus – nu har vi lært et par af hans yndlingssange – bliver han på scenen og synger med på »I Danmark er jeg født«.

Der er noget ved hele denne scene: Eno med overfrakken på, de 600 mennesker formentlig på vej på arbejde, lyden af fædrelandskærlighed og udsigten til sikkerhedsvagterne på Krystalgade. Mens nogle, som jeg, bliver bevæget under sangen, står andre af på sange om Gud og Fædreland, fortæller musikbibliotekar Lars Kjelfred.

»Der er nogle, der får den del af konceptet galt i halsen. Hvorfor ved jeg egentlig ikke.«

Aspektet har også Lea Korsgaard funderet over.

”Jeg bliver trist, når folk synes, det er for nationalistisk at synge visse sange fra Højskolesangbogen. Man kan jo synge det, som man vil, og jeg synger gerne en sang om, at det er dejligt at bo i Danmark, for det er det.«

Er det poesien i sangteksterne – som oveni alt det andet, melodien og eventuelle højskoleminder – gør fællessang til en bevægende oplevelse?

»Ja, nu du siger det,« siger Lea Korsgaard.

»Jeg tror, at det at synge sådanne sange er en kanal til ånden. Og sådanne kanaler er der bare ikke mange af i en hektisk tid.«

En mere jordnær oplevelse giver 22-årige Agnete Hannibal Petri udtryk for. Hun er i løbet af det sidste år dukket op til så mange morgensangsseancer på Hovedbiblioteket som muligt. Hun læser Musikvidenskab på Københavns Universitet og er datter af blokfløjtespilleren Michela Petri, men synger ikke ret mange andre steder end rundt om juletræet.

»For mig handler det om fysisk velvære og om, at jeg hurtigt bliver en del af et fællesskab, som kun varer en halv time.«

Agnete Hannibal Petri mener desuden, at vores stemme er bygget til at synge med. At det simpelthen føles rart at få rørt sin sangmuskel. Dernæst kommer det helt lavpraktiske. Tyve minutter en onsdag morgen på vej ud til universitetet er til at overskue.

»Det klæder i virkeligheden alle dage godt at begynde med en sang,« som hun siger.

Også Brian Eno var tilfreds med fællessangen. Til musikbibliotekar Lars Kjelfred har han sagt, at han vil forsøge at få noget lignende stablet på benene i et kulturhus i London. I svingdøren på vej ud denne onsdag morgen opstår der en prop, men folk smiler og nogle kysser. Det er svært at være kø-sur, når man lige har sunget »Can’t help falling in love«. Men er der også lvidenskabeligt bevis for sangens godtgørende virkning?

Ja, siger sundhedsforsker Lasse Skovgaard, der blandt andet har en ph.d. i Folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet og en kandidatuddannelse i Musikpædagogik fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

»Dels er der en form for social sundhed i det fællesskab, der opstår, når man synger sammen. Dels viser flere forskellige studier, at såkaldte glædeshormoner og en række velgørende signalstoffer og antistoffer udskilles, når man synger. Sågar nogle, der styrker immunforsvaret.«

Endelig er der lavet studier, der beviser, at det kan stabilisere hjerterytmen at synge i en fast rytme. Et fjerde niveau er det personlighedsmæssige.

»Musikforsker Ansa Lønstrup har peget på, at når vi bruger både den dybe og den lyse del af vores stemme, udvider og styrker vi fornemmelsen af, hvem vi er,« siger Lasse Skovgaard.

»Vi bliver stimuleret på mange måder, når vi synger. Der er melodiens skønhed og ord, der opstemmer. Kroppen bliver iltet og vi laver nogle ansigtsgrimasser, hvor vi løfter kinderne som i et smil.«

Lasse Skovgaard har selv taget initiativ til fællessang med en gruppe private venner. Også her sker det af og til, at nogle har det stramt, som han siger, med at synge med på sange fra det kristne repertoire.

»Så er der enkelte der undlader at synge med. Men sangen er altid med til at skabe en positiv stemning.«

Lige nu er der en vis interesse for forskning i feltet, ikke mindst på grund af, at fællessang kan være afstressende.

»Vi er som samfund interesseret i alt, der mindsker eller modvirker stress, og det ser sang absolut ud til at kunne gøre.«

Så er vi tilbage til opmærksomheden. Det er svært at have den vendt mod noget andet, mens man synger fra bladet i bogen. Det er svært ikke at være tilstede i nuet, mens man følger samme melodi, tone for tone, som de andre i rummet. Når man så ikke bare lytter, men samtidig åbner sig, som man gør, når man bruger sin stemme, så er man i fuld gang med at udtrykke sig selv og interagere med andre under påvirkning af – forhåbentlig – skøn musik. Alligevel kan det dog ikke garanteres, at alle får positive virkninger ud af fællessangen:

»Hvis det ligefrem er traumatisk for én, går vi ud fra, at det ikke er særlig sundt at synge,« som Lasse Skovgaard siger.

Sagt med andre ord: Hvis det at synge er forbundet med stor ambivalens er det ikke sikkert, det har de nævnte fordele. Måske er det Morten Kirkskov, der udtrykker denne ambivalens bedst:

»Hvis man er otte eller tolv personer, der ikke er helt sikre på, at de kan synge, så er det ikke særligt rart at gøre det. Og omvendt, hvis alle virkelig tror på det, kan det løfte sig helt op under taget. På den måde kan fællessang både være fattigt og fantastisk.«

Artiklen blev bragt i Weekendavisen den 25. november