På ferie i fortiden

 

”Mor, jeg tror, jeg går ud til geden nu.”
Alberte er lige vågnet. Lillesøster bobler stadig i slagbænken med halm i.
”Umm,” siger jeg og svinger benene ud på lergulvet. Det er monster-beskidt og jeg roder efter mine uldsokker. De lugter lidt af sur kærnemælk. Lillesøster vågner. Hun vil med ud til geden, der hedder Rasmine og har et halsbånd, så man kan gå tur med hende. Pigerne skal også lukke gæssene og ænderne ud og give grisene vand. Og muge ud. Det er deres opgave, og de stavrer glad af sted i deres lange uldnederdele og træsko. Ingen morgenmad først, intet legetøj og ingen sure miner. Vi er i Sagnlandet Lejre, vi er på ferie og vi har betalt for at bo i en lille uge som en landbofamilie i 1855. Tidsrejsen begyndte, da vi mødte Sørine Nielsdatter. Hun hedder egentlig Lotte Rask og er leder af landbohusene. Hun fik os klædt om, og viste os det hus, vi skulle bo i. Et lavt, hvidt hus med stråtag og med ildsted i skorstenen. Hun fortæller, at der er flere og flere, der gør som os og flytter ind i fortiden.
”De vil gerne være sammen uden iPad, og se, hvor smørret og pølsen egentlig kommer fra. Det er som om, at jo mere teknologisk vores liv bliver, jo større bliver også lysten til at bruge kroppen og lave ting fra bunden.”

En søndagsoplevelse
Ude i gangen rumsterer Rasmus. Der skal koges vand og laves grød. Jeg trækker min uldnederdel op, binder forklædet om livet, og tager et tørklæde om håret. Udenfor ligger vores have og længere henne et andet bondehus, hvor alle dyrene hører til. Vi er de eneste, der i denne uge leger landbofamilie. Til gengæld er der ni familier i jernalderen længere ude i Sagnlandet Lejre. Åbenbart er det ikke lige så populært at holde ferie som en underkuet bondemand, og ikke lige så cool at være landbokone som at være jernalderkvinde. Måske er det mere eksotisk at rejse 2.000 år end 162 år tilbage i tiden. Vi synes, det er vildt nok. Normalt ville der i 1855 have boet en familie med 4-6 børn i ”vores” hus. Når børnene var seks-syv år, ville de blive sendt ud at tjene på en gård. De små børn på 3-4 år ville hjælpe med at passe de helt små, og bedstemor var installeret i sit eget rum i forlængelse af stuen. Der står også en meget stor væv. Typisk havde landbofamilien en ekstra ting, de producerede og tjente lidt penge på. Vi leger, at vi er Væver Kold med familie. Jeg er stuepigen, som Væver Kold har giftet sig med og vores to børn Marika på 8 og Alberte på 10 hjælper os dagen lang. De kærner smørret. Det tager ikke så lang tid, måske ti – femten minutter. Vi ved det ikke, for vi har ikke noget ur. Men det er en søndagsoplevelse af fortiden, vi får. På et tidspunkt går skaftet til en økse i stykker. ”Så har du vel brugt vinteren til at snitte en ny,” siger en af Sagnlandets medarbejdere, Marius, drillende til os. Det minder os om alt det, vi også skulle gøre, hvis det her var virkelighed. Snitte tænder til riven, sy tøj, reparere hegn, tage til markedet og sælge vores hjemmekærnede smør og mange andre ting. Vi kan kun overskue at lave mad, snitte en enkelt pallette og skure bordene med brunt sæbe.

Levende museum og fortidsslik

”Guds Fred og Goddag.” Sådan hilser vi på folk, der kommer på besøg i ”vores” hus.

”Åh skal vi ikke også prøve det!” En dreng plager sin mor. Som dagene går, møder vi flere børn, der synes, det ser sjovt og hyggeligt ud. Og flere voksne, der rynker lidt på næsen. Måske er det fordi, fortiden her er noget, man leger. Og det er børn bedst til.

”Hvor det førhen var de samme familier, der kom og boede som fortidsfamilie, er det i dag noget, mange forskellige mennesker har lyst til, og det er næsten altid børnenes ønske,” fortæller Lotte Rask. Man ansøger i februar og det er ikke sikkert, man får en plads det år. Men højest sandsynligt året efter. I de dage, man bor der, er man fra 10-17 ’levende museum’. Der kommer gæster til Sagnlandet, også fra lande som Columbia, Tyskland, USA og Sverige. De tager billeder af os, og mange voksne spørger pigerne, om de ikke savner iPaden. ”Næh, der er så meget at lave her,” siger de. Om aftenen tænker Alberte over det. ”Der er jo ikke sådan rigtigt brug for mig derhjemme,” siger hun, ”og der er heller ikke lige en ged, man kan gå tur med.” Der er meget, der er anderledes. Vi flyder ikke i en sofa, og fortiden er så tæt på, at vi kan smage den. Vi spiser fedtemadder med salt på hjemmebagt tørt rugbrød. I 1800-tallet bagte de kun brød én gang om måneden. De spiste brød, der var mindst en uge gammel. Hvis de spiste de helt friske, ville de spise for meget, og så ville brødet ikke vare længe nok. Det er med andre ord ikke alt, der er lige lækkert i fortiden. Og en enkelt gang sniger vi os også ind i fremtiden og op i iskiosken efter en sodavandsis. Fy.
”Det, som folk savner, er typisk internet og sukker,” siger Lotte Rask.

Det med sukkeret, mærker jeg, en dag, hvor jeg er på vej ud i køkkenet. Jeg går i store træsko på et bulet stengulv og ramler direkte ind i en træbjælke med hovedet først og ryger med et bump på numsen. Skålen, jeg har i hånden, ryger på stengulvet og går i tusinde stykker. ”Åh nej,” siger jeg højt. ”Det var 1800-talsslikket!”
De store kandisstykker, altså sukkerklumper, ligger nu spredt ud på sten og jord. De er uspiselige. Jeg tør ikke tænke på, hvad de har kostet for en bondefamilie i 1855. Så kommer jeg til at grine. At jeg tænker sådan, er bevis på, at ”legen” virker: Jeg tænker som i fortiden.

 

At tage fortiden med ind i fremtiden
Om aftenen går vi tur i Sagnlandet. Geden Rasmine er med. Vi besøger jernalderfamilierne. De har en sø at bade i, og de går i lædersandaler. Vi har til gengæld et hus, vi kan lave pandekager og vi har en ged. Pigerne laver også en ost selv. 2 liter tykmælk i en sort gryde. Hen over bålet i skorstenen, og på lavt blus i en halv time. Det med lavt blus siger man stadig i nutiden, selvom man ikke længere har et blus men et komfur. En anden dag propper vi selv medister i en grisetarm. Lidt løg og urter kommer også derned. ”Kan du ikke tåle lugten af den sure fis, kan du ikke nyde den søde gris,” sagde man i 1800-tallet. Vi spiser medister med gule ærter og hjemmelavet sennep udenfor. Vi drikker hvidtøl, og af og til kan vi høre lydene fra Roskilde Festivalen. Det er underligt. Det er også sært, når gæster udefra fortæller os om vejrudsigten. Nå. Der skal stadig hugges brænde og Rasmine skal ud at gå sin aftentur. Det er faktisk bedøvende ligegyldigt, hvad nogen har læst på internettet. Vi går ikke glip af noget. Vi går også tidligt i seng. Vi kryber sammen i den korte seng og i slagbænken, men Rasmus ender med at sove i haven. Sengen er 1,70 cm. lang og det er for kort for ham. Vi er tidligt oppe og tidligt i seng. Ingen blå lys fra nogen skærme forstyrrer os. I stedet skriver vi dagbog. Da vi skal hjem, er Marika vemodig. Hun siger farvel til huset, dyrene og planterne. Vi glæder os til at se vores vaskemaskine, vores brusebad og vores gulv derhjemme igen. Vi skal skrubbe negle, tænde for vandhanen med omtanke og forhåbentlig huske at slukke for internettet. For noget af fortiden tager vi med os. Eller som Alberte skrev i husets gæstebog med en – indrømmet – moderne kuglepen:
”Det har været totalt fedt. Jeg håber, flere vil komme og bo i 1800-tallet. Men jeg advarer jer: Man kommer til at lugte.”

Alberte om 1800tallet
Det værste var, at gaflen ikke var opfundet. Det var lidt underligt at spise kartoffel med dyppelse. Man tog en hel kartoffel og dyppede i noget flæskesovs.
Det bedste var at gå tur med geden. Det elskede jeg. Jeg er også stolt af mig selv over, at jeg lavede så meget, og klarede det.

Marika om 1800tallet
Det værste var, at der kom så mange gæster.
Det bedste var at være sammen i fortiden og at være udenfor med dyrene.

Artiklen blev bragt i Weekendavisen sommeren 2017.