Nationaltraume. Læserne søger en forklaring, men får en empatisk fortælling fuld af detaljer, der blotlægger 22. juli, en massemorders opvækst og den fejlbehæftede politiindsats, der førte til 77 dræbte på én lang julidag. ”En af os” er en journalistisk bog bygget på fakta men fortalt som en roman – om samhørighed og om at stå udenfor.
Den uldne frakke hænger over en stoleryg, og de sorte skindhandsker er kastet. Sirligt smidt på det store mødebord i et afsides lokale fra Gyldendals kantine. Åsne Seierstad selv holder sig helt i sort, kun det blonde hår kaster hun fra tid til anden over skuldrene, mens hun taler om den bog, der udkom på norsk kort før jul, og som nu foreligger på dansk i Jakob Levinsens oversættelse. Bogen er både en fortælling om Norge, om Utøya og om Anders Breivik og lyder titlen ”En af os.”
Men hvad skal vi med endnu en fortælling om 22. juli?
”Jeg ville fortælle en samlet historie, den som retssagen ikke fortalte,” siger forfatteren der dækkede retssagen for amarikanske Newsweek.
Retssagen havde et eneste motiv og formål og det var at finde ud af, om han var tilregnelig eller ej.
Han lagde ikke skjul på, at han har gjort det. Så spørgsmålet var alene, om han skulle straffes, hvilket jeg mener er forkert, for det tilsidesatte jo hele skyldsspørgsmålet,” siger Åsne Seierstad der følte et behov for at grave i sagen.
”Det er nødvendigt for at undgå den mytedannelse, der allerede var begyndt ved retssagen. Skød han først og fremmest de kønne piger? Gik han efter de der var mørke i huden? Nej, han skød på alle han så. Det er fakta, og det er kendsgerninger, som nu er fortalt i en samlet fortælling. Det tror jeg er vigtigt. Om ti år det for sent.”
I bogen får vi ud over rekonstruktioner af selve forløbet i Oslo og på Utøya, Anders Breiviks livshistorie men også et indblik i nogle af ofrenes og de overlevendes liv. Vi møder Simon Sæby, der døde tre dage før sin 19-års fødselsdag. Simon og vennen Anders Kristiansen er typerne, der sidder oppe og skyper sammen om natten under præsidentvalget i USA, de føler håbet, der følger med indsættelsen af Barack Obama i 2008. De drømmer om at køre Amerika tyndt. Helt så selvfølgeligt er det ikke for den 18-årige kurdiske pige Bano Rashid, der er flygtet til fra Irak til Norge og bruger sin hårdt optjente sommerjob-penge på at købe en bunad, den norske nationaldragt.
”Hun drømte om at blive en af os,” siger Seierstad, der i titlen ønskede at favne alle, gerningsmand og ofre, og i sit efterord kalder bogen en historie om at høre til. Både de unge der troede så stærkt på demokrati og på argumentets kraft, at en ung pige mander sig op og beder Breivik ”slutte med at skyde”, og ham der var ”en af os”, men valgte at vende alle ryggen. Et tema om samhørighed, der understreges af bogens brutale begyndelse, hvor 11 unge mennesker vælger nødstrategien at spille død. Lægger sig på kærlighedsstien og håber det bedste. Herfra springer vi tilbage i tid til begyndelsen på Breiviks liv, for til sidst at ende på Utøya igen. Det er under læsningen svært at skrue ned for det sorgens soundtrack, der fulgte i tiden efter 22. juli, hvor Nordahl Griegs fredshymne ”Til ungdommen,” fra 1936 blev synonymt med Norges måde at svare uhyrlighederne på. Spørgsmålet er, i hvor høj grad Anders Breivik gik ind i sin tid?
”Han gik i høj grad ind i sin tid,” svarer Åsne Seierstad, der lader os som læsere følge med fra Breivik fødes i 1979 og frem til hans fængsling.
”Frem til terrorhandlingen den 22. juli var Anders Breivik en person af vores tid. Han voksede op med Socialdemokratiet,” siger Åsne Seierstad og synger på de sidste stavelser, ”og han fulgte den drejning, samfundet tog, da indvandringen kom til fjeldlandet og Fremskrittspartiet, der i dag sidder i regering, stormede frem.”
Breivik begynder sit liv i en tid prægede af fællesskabstanker og ender mere og mere opfyldt af tanken om fame.
”Han higer efter berømmelse og bliver til sidst en unik karakter i negativ forstand. En herostratisk figur,” forklarer Åsne Seierstad med henvisning til grækeren Herostratos, der 356 f.Kr. stak ild på Artemistemplet i Efesos og blev så fordømt og berygtet, at man ikke måtte udtale hans navn.
”Men Breivik hang sig i kulturpopulære termer. I sidste del af retssagen fik han tid til at komme med sine egne argumenter. Og man tænkte, at nu ville han fremlægge sin ideologi. Så siger han, hvordan han væmmes ved, at Norge sender ”asylansøgere” til Eurovision Song Contest, sådan noget ”bongo-musik”, og han fabler om, hvordan tv-serien ”Sex and the City” opfordrer til at leve et amoralsk seksualliv,” genfortæller Åsne og skænker kaffe op.
Småkagerne lader vi stå. Det er, som hun siger, ikke et cookie-tema. Mens de kulturelle koder er for subtile til Breiviks verdensanskuelse, er Åsne Seierstads dokumentarisk fuld af virkelighedens mange detaljer. Det er dem, der får mig som læser til at lægge mig på kærlighedsstien blandt de unge. Tæt sammenslyngede på skovbunden. Den jord som kun den ene ved et mirakel skal rejse sig fra igen. Det er den skrivestil som Carsten Jensen onsdag aften i Den Sorte Diamant, hvor han på International Forfatterscene interviewer Åsne Seierstad kalder ”empatisk journalistisk.” En rammende betegnelse for den metode, der trækker først og fremmest på reportagen, dernæst på realismen og som Åsne Seierstads brug af indre monolog grænser op til det, man på amerikansk kalder ”intimate journalism”. Altså hvor en persons indre konflikter søges beskrevet indefra. En omdiskuteret metode og et spørgsmål om fortælleposition.
Du benytter dig af en skjult fortæller, men vælger som forfatter hvilke detaljer, der lægges frem og i hvilken fortællemæssig komposition. Er det ikke i sig selv udtryk for en tolkning?
”Der ligger en tolkning i udvælgelsen, men en tolkning, som jeg mener at have belæg for.
Det vil sige i konkrete tilfælde beror det på en vurdering. Hvilke principper pejler du efter?
”Alt skal være fakta. Det er princip nummer et og nummer to er at jeg som historiefortæller også må tage hensyn til, hvad der kan fortælles godt. Jeg skriver en bog, og den stiller til slut også sine egne krav.”
Intet i bogen er opdigtet, alt er researchet, skriver og siger Åsne Seierstad igen og igen.
”Dette gælder for al dokumentarisme, men det gælder ikke mindst for mig, der klog af skade, kan du sige, ved at folk vil gå mine bøger efter med tættekam. Du vil altid kunne spørge mig, hvor ved du det fra, og så har jeg et svar,” siger hun og henviser til den sag, der fulgte i kølvandet på bestselleren ”Boghandleren i Kabul.”
Så når du skriver om Breivik i hans unge år som graffitikunstner, at han ”inderst inde var forfængelig og græmmede sig over sin store næse,” hvor ved du så det fra?
”Det har jeg fra flere af hans venner fra dengang. De fortalte at han var meget optaget af sit udseende, at han brugte dækcremer og pudder, og var ked af sin ”araber-næse,” som man kaldte det dengang.”
Spørgsmål er, hvad det at flytte en ydre observation til noget indre tilfører fortællingen. Hvad giver det at være inde i hovedet på Anders Breivik for eksempel, da han foretager de første skud på Utøya, og hører tusind stemmer i sit hoved skrige: ”Gør det ikke, gør det ikke”?
”Det tilfører nærvær. En tungt nærvær ganske vist, men eftersom Breivik har gentaget dette adskillige gange under politiafhøringerne, godtager jeg, at det er sandsynligt, det var sådan det føltes for ham, og den indlevelse giver jeg videre til læseren.”
Netop indlevelsen er den fortællende journalistiks varemærke, dens DNA og også ifølge nogle anmeldere bogens akilleshæl. At den mere forkromede og perspektiverende forklaring mangler.
”Jeg mener, det er naivt at forvente af denne bog, at den skal komme med en forklaring. Jeg lægger detaljerne frem for læseren, så han eller hun selv kan drage sine konklusioner,” siger Åsne Seierstad der gerne går i rette med de anmeldelser, hun får.
Kan du forstå, at læseren higer efter svar på spørgsmålet ”hvorfor?” At det for så vidt er den kraft, der driver læsningen frem?
”Ja, det er sandt, og man får også en række brikker, der giver et mulighed for at danne sig et billede. Den svære barndom hos en mor, der skiftevis sover tæt omslynget med ham for dernæst at råbe, så naboerne kan høre det: ”Jeg hader dig, jeg ville ønske, du var død”, de mange afvisninger i de fællesskaber han søger at blive optaget i, fra graffitimiljøet, over Fremskrittspartiet og til sin egen familie. Anders Breivik der forsøger at finde sin plads i fællesskabet og falder igennem. Men om det er hele forklaringen, det ved jeg ikke, og det ved vel ret beset ingen.”
Læs resten af interviewet i Weekendavisen fra den 28. marts
Skriv et svar